Operaplaner optog Carl Nielsen allerede i det sene efterår 1898, endnu inden han havde besluttet sig for et emne. En forfatterbekendt puslede med at bearbejde Shakespeares Købmanden i venedig for ham, men arbejdet gik i stå, og i mellemtiden var komponisten blevet voldsomt tiltrukket af figuren Saul fra Det Gamle Testamente.

Kong Saul er kommet på kant med Gud, og da han egenmægtigt foretager en offerhandling som kun profeten Samuel må udføre, varsles hans fortabelse af tronen. David, en ung hyrde der forelsker sig i Sauls datter, sejrer over kæmpen Goliath i tvekamp, og Saul gribes af skinsyge. David vil fred og forsoning, men da profeten salver ham som ny konge, flammer Sauls vrede atter op. Krig bryder ud, Sauls søn bliver dræbt, og ved sin søns lig indser han sit eget forlis og kaster sig i sit sværd.

I løbet af julemåneden 1898 skrev en erfaren teatermand libretto, Nielsen gik straks igang, og i det meste af 1899 tumlede han med det vældige stof. Han fik orlov fra sin stilling i Kapellet, og første halvdel af 1900 tilbragte ham og Anne Marie i Rom. Men først den 18. april året efter kunne han meddele at »i dag (…) kan jeg skrive den sidste node i mit partitur«, og i september antog Det Kongelige Teater operaen til opførelse.

Saul tvivler på både Gud og sig selv. Han svinger mellem trods og mindreværd, tvivlrådighed og uoverlagt handlen, og han føler sig truet fra alle sider. Ubeslutsomhed og tvivl har lige siden Hamlet-figuren haft status som en side af dansk mentalitet, og dette, foruden dissonanserne i Sauls personlighed og modsætningen til den gudfrygtige, Orfeus-lignende David, kan have begrundet Nielsens valg af plot. Dramaturgisk giver det imidlertid problemer, et drama har brug for spænding og fremdrift, men når tæppet går, er Sauls skæbne allerede beseglet. Med sine mange kor og masseoptrin blev operaen desuden en kostbar satsning for ethvert operateater.

Bladene er rasende og levner mig hverken talent, hjerte eller smag
Om modtagelsen af Saul og David

Premieren 28. november 1902 havde teatrets bedste folk på rollelisten, men modtagelsen var lunken og pressen overvejende negativ. En kritiker fandt det ligefrem trist for komponisten »at få et så håndgribeligt bevis på sine evners ringhed«, og flere oplevede snarere oratorium end opera, et musikdrama der på én gang var for gammeldags og for fremmedartet. En genopsætning to år efter klarede sig ikke bedre, »bladene er rasende og levner mig hverken talent, hjerte eller smag«, skrev Nielsen til Anne Marie. Operaen blev taget af plakaten efter kun to opførelser, og trods åbenlyse musikalske kvaliteter har den aldrig siden opnået en fast plads i repertoiret.

Anne Marie modtog nu det samme store rejselegat som i sin tid havde bragt Carl til Paris og ført dem sammen. I januar 1903 rejste hun til Athen for at kopiere oldtidsskulpturer på Akropolis, og med endnu en orlov fulgte han efter i februar. Det var i den blændende sol på Akropolis han en månedstid besluttede at skildre solens gang på himlen i musik, og resultatet blev koncertouverturen Helios. Stykket blev til i en rus af inspiration på knap halvanden måned; musikken »skildrer solen fra dens opgang over de mørke fjelde her i ؘsten indtil den knitrer og stråler i sin fuldeste glans ved middag og endelig lidt efter lidt synker ned bag de blånende bjerge i Vesten,« skrev han til en bekendt.

[Musikken] skildrer solen fra dens opgang over de mørke fjelde her i ؘsten indtil den knitrer og stråler i sin fuldeste glans ved middag og endelig lidt efter lidt synker ned bag de blånende bjerge i Vesten
Om Helios

Uropførelsen i oktober samme år fik endnu engang de ofte knubbede anmelderord med på vejen der nu var blevet hverdag for Nielsen. I dag er Helios til gengæld blevet et nationalklenodie, et alment påskønnet symbol på tidens og årets gang som hvert år kan høres efter nytårsklokkerne i dansk tv og radio. I Politiken benyttede anmelderen imidlertid lejligheden til at advare komponisten mod »en lille kreds af ganske tåbelige ildtilbedere« som han hævdede »uden blusel« anså Carl Nielsen for Mozarts og Beethovens ligemand. Irriteret udbad Nielsen sig dokumentation for påstanden, men uden held. Og tanken om en række centralt placerede »livgardister« der kunstigt oppustede hans ry ulmede længe.

Ved den anstalt er der nu ikke ét menneske der kan og vil noget.
Om det Kongelige Kapel

I det hele taget blev de følgende år brydsomme. På teatret var chefdirigenten sygemeldt og hans højre hånd, Frederik Rung, på orlov. Nielsen blev indsat som dirigentvikar, dog stadig med løn som andenviolinist. Men Rung følte sig i stigende grad tilsidesat, og kontroversen udviklede sig så drastisk at man sendte Nielsen tilbage til violinpulten. Som »menig, uskadelig soldat », skrev han forbitret. »Ved den anstalt er der nu ikke ét menneske der kan og vil noget.« I foråret 1905 søgte han afsked.

Det meste af 1904 var gået med et nyt stort værk for kor og orkester, et komplementært modstykke til Helios, nu med nat, mørke og søvnens to ansigter, den milde hvile og mareridtet, som omdrejningspunkt. Værket havde udviklet sig langsomt og blev et af hans sjældnest opførte større værker; især de skærende dissonanser der i midterdelen udmaler en ond drøm faldt anmelderne for brystet. Her var »selv den redeligste danske musikven lige på nippet til at opsige Carl Nielsen huldskab og troskab,« kunne man læse.

Jeg er nærved at falde i søvn, hvergang jeg tager fat og det var jo dog ikke just meningen.
Om arbejdet med Søvnen

At arbejdet gik temmelig trægt, lagde han ikke skjul på, »jeg er nærved at falde i søvn, hvergang jeg tager fat«, skrev han allerede i december 1903, »og det var jo dog ikke just meningen.« Han var imidlertid selv meget tilfreds med slutresultatet i november 1904, og det særprægede værk peger i flere henseender frem mod hans egensindige udtryksform tyve år senere. Det adstadige arbejdstempo var nok især et resultat af at noget ganske andet end søvn og mareridt længe havde optaget ham: En komisk opera!

Han ville lave »en Holbergsk opera«, men havde haft svært ved at finde en forfatter med »det humør og den versekunst i hvilken et sådant sujet måtte behandles.« Tilfældigt var den jævnaldrende litteraturforsker og -formidler Wilhelm Andersen kommet på tale, og i april 1904 noterede Nielsen at »jeg har nu i min bordskuffe liggende en fortræffelig tekst af ham til en »komisk opera i tre akter«. Og igen stimulerer komplementære modsætninger hans fantasi, dualismer der umiddelbart kan give mindelser om forholdet mellem hoved- og sidetema i en symfoni. Om denne tiltrækning psykologisk havde rod i lignende modsætninger i ham selv, kan ingen vide, men det er en tanke værd. Den tindrende humørfyldte Maskarade blev i hvert fald i enhver henseende et diametralt modstykke til det dystre bibelske drama om Saul og David.

Anne Marie rejste tilbage til Athen i november 1904 for penge, hun havde arvet, da hendes mor var død sommeren forinden. Denne gang var hun væk i mere end et halvt år, han følte sig alene og værgeløs uden hendes støtte, og det udløste den første store ægteskabelige krise. Allerede få uger efter hendes afrejse mente han, smådeprimeret på grund af en influenza, at de nok aldrig ville få »et roligt, arbejdsomt, fremadskridende samliv.«

Engang imellem har jeg en fornemmelse af at jeg slet ikke er mig selv – Carl August Nielsen – men kun ligesom et åbent rør hvorigennem der løber en musikstrøm som milde, stærke kræfter bevæger i en vis salig svingning

Hvordan Nielsen kunne skrive musik til en tekst fuld af vittige, barokke og komiske elementer i en periode med sjælssønderrivende konflikter både ude og hjemme, og med et anmelderkorps der nu nærmest vanemæssigt skosede ham både som komponist og som dirigent, er en af kreativitetens livsbekræftende gåder. At han selv anede denne kløft mellem dagligdag og kreativitet mærkes i et brev til Anne Marie fra februar 1805, da han var midt i arbejdet på første akt: »Engang imellem har jeg en fornemmelse af at jeg slet ikke er mig selv – Carl August Nielsen – men kun ligesom et åbent rør hvorigennem der løber en musikstrøm som milde, stærke kræfter bevæger i en vis salig svingning.« Arbejdet skred usædvanlig hurtigt frem, 2. akt blev til på kun 21 dage og i eftersommeren komponerede Carl Nielsen dele af 3. akt i klitterne ved Vesterhavet, kun udstyret med nodepapir og en blyant.

I centrum af operaen står maskeraden, maskeballet som tilsyneladende hver aften og nat finder sted i komediehuset — et drømmeland hvor folk for en stund slipper fri af dagligdagens borgerligt-sociale roller med tilhørende sæder og pligter og i glimt aner andre frihedsidealer, andre liv. Og operaen lykkes med at formidle denne drøm om nyt liv og ny lyst så alment at den kan deles ligeligt af Holbergs komediefigurer og salens publikum. Selv blev Nielsen dog aldrig helt tilfreds med resultatet. To dage før premieren skrev han til en kollega: »Jeg er meget fortvivlet fordi jeg synes 3. akt virker forvirret og uroligt på scenen.« Igennem mange år overvejede han ændringer, men førte dem – heldigvis? — aldrig ud i livet. For det er netop i 3. akt forvandlingens mulighed fremstår i en tummel af musik, dans, sang, erotik og kærlighed, og det er her den gamle verden — repræsenteret af en knarvorn Jeronimus — symbolsk går til grunde. »Freden er forbi« kværulerer han, men ender med selv at tage del i maskeraden og beruse sig voldsomt.

Det er et rent helvede af misundelse, skinsyge, egoisme, bagtalelse og smålighed, og jeg er forundret over hvor små og bremseagtigt giftige mennesker gider være (…) I disse omgivelser er det som om mine arbejder bliver ringe og skidne.
Om prøverne på Maskarade

Prøverne blev et langt og stressende forløb ikke mindst præget af mange teaterfolks forurettelse over at man havde »lagt hånd« på landets ukrænkelige komediedigter, selv om der i realiteten var meget lidt Holberg tilbage, ud over persongalleriet. I april skrev Nielsen om arbejdet at »det er et rent helvede af misundelse, skinsyge, egoisme, bagtalelse og smålighed, og jeg er forundret over hvor små og bremseagtigt giftige mennesker gider være (…) I disse omgivelser er det som om mine arbejder bliver ringe og skidne.«

Udsolgt hus til høje priser og teatrets kasse klinger af guld, nu lyder ingen klage mere!
Om modtagelsen af Maskarade

På teatret kom den dundrende succes ved premieren 11. november 1906 derfor bag på alt og alle – »udsolgt hus til høje priser og teatrets kasse klinger af guld, nu lyder ingen klage mere!« ironiserede komponisten i et brev og konstaterede at »materiel håndgribelighed« åbenbart var enerådende. Efter nytår var Maskarade stadig et tilløbsstykke, og efter kun fire måneder nåede man 25 forestillinger, ganske uhørt for en ny opera. Man kan næppe udpege specifikt dansk-nationale aspekter i værket, men som den mest populære opera der nogensinde er komponeret af en dansker, er dens status som dansk nationalopera urokkelig.

Carl Nielsen var igen i kridthuset på teatret, og i februar 1908 indledtes lange forhandlinger om en fast ansættelse af ham som dirigent. Man overvejede at sidestille to chefdirigenter, men det afviste Rung kategorisk. Nielsen blev ansat som andenkapelmester og forholdet mellem ham og Rung forblev anstrengt. ؆rgrelser her og misstemninger i forholdet til Anne Marie synes at have lagt en dæmper på hans skabertrang, i flere år komponerede han hovedsagelig lejlighedsarbejder.

Det er i disse år Carl Nielsen og familien regelmæssigt begynder at tilbringe ferier og arbejdsophold på Fuglsang, et storslået herresæde på Lolland. Godsejerens hustru var 30 år yngre end sin mand, hun var datter af komponisten Emil Hartmann, og under hendes overopsyn fik godset nærmest karakter af refugium for kreative folk fra nær og fjern; her traf Carl og Anne Marie kunstnerkolleger som blev venner for livet, og her søgte Nielsen ofte hen, når Anne Marie var fraværende.

Det første vidnesbyrd om Sinfonia espansiva, den 3. symfoni, er et dagbogsnotat midt i maj 1910: »Sluttede kompositionen af første Allegro af min ny symfoni.« Der er et slående misforhold mellem den jordnære konstatering og tilblivelsen af en symfonisats der udgør et overvældende nybrud i dansk musikhistorie. For intet i Nielsens hidtidige skaben varsler om noget sådant.

Satsen indledes med en unik gestus: oktavfordoblet gentages grundtonen hurtigere og hurtigere som om vældige kræfter presser hovedtemaet frem og nærmest slynger det mod lytteren som en håndfuld sten. Symfonien fik navn efter den stadige fremdrift, det »ekspansive«, der kendetegner hele satsen. I april 1911 noterede Nielsen at symfonien nu var færdigskrevet. Tre kontrastrige satser var kommet til, en svævende, næsten stillestående andante, en kapriciøs scherzo og en bredt formet finale med et åbningstema så sangbart som en fællessang. Måske ikke en ubrydelig symfonisk enhed, men et forløb som aldrig taber menings- eller vægtfylde.

Nielsens skaberlyst var flammet op igen efter en længere periode på kreativt vågeblus. Allerede om sommeren begyndte han arbejdet på sin både virtuose og varmt melodiske violinkoncert. Og i februar 1912 ledede han Det Kongelige Kapel i et rent Nielsen-program domineret af to førsteopførelser, violinkoncerten og Espansiva. Symfonien blev straks en megasucces, selv hidtil skeptiske kritikere overøste nu den 47-årige komponist med lovord. Carl Nielsen havde nået sin karrieres middagshøjde.

Maskarade blev hans allerstørste publikumssucces på hjemlig grund. Men først i den seneste snes år er operaen så småt begyndt at gøre karriere på udenlandske scener. Espansiva blev derimod det værk som for alvor slog Nielsens navn fast i udlandet. Og tiden skulle vise at symfonikeren med dette værk for altid havde fortrængt operakomponisten.