Læreårene på konservatoriet og årene derefter var en følelsesmæssigt turbulent tid i Carl Nielsens liv, en tid fuld af forventninger, af angst for ikke at slå til, af stormfulde forelskelser, pengesorger og hårdt arbejde. Det var derfor med store drømme han i september 1890 begav sig ud på den lange dannelsesrejse det Anckerske legat havde muliggjort.

Efter fem måneder i Tyskland nåede han i foråret 1891 til Paris. Her, i den danske kunstnerkoloni, mødte han en ung billedhugger, Anne Marie Brodersen, som straks gjorde indtryk på ham. I sin dagbog skrev han: »Om aftenen hos Bendix til selskab. Frøken Brodersen er egentlig meget køn.” Og få dage efter: “Montmartre, hvor jeg dansede med frk. Brodersen. Senere i Moulin Rouge. Kom hjem klokken halvtre.” Efter yderligere to uger: “Kan ikke huske, hvad jeg har oplevet denne dag, uden det at jeg om aftenen fandt hende for hvem jeg hele tiden havde haft en hel skala af følelser og vi ville leve livet sammen, blive lykkelige og intet skal få mig til at tvivle mere (…) Jeg føler mig stadig rigere og betydeligere i hendes selskab.”

Om aftenen hos Bendix til selskab. Frøken Brodersen er egentlig meget køn.

Sammen rejste parret videre til Italien, Anne Marie blev gravid, og i maj blev de gift i Firenze. Tilbage i København flyttede de sammen i en lille kvistlejlighed i Nyhavn, og sin første symfoni tilegnede Carl sin unge hustru. Hun kom fra en proprietærgård ved Kolding, og både her og i det lille landarbejderhjem på Fyn præsenterede det unge par naturligvis hinanden for deres forældre. I løbet af de næste fire år voksede familien Carl Nielsen hurtigt med tre børn, pigerne Irmelin og Anne Marie (kaldt Søs) og drengen Hans Børge.

Kunstnerægteparret havde høje idealer både om kunst og om kærlighed. Men Anne Maries stadige fravær på arbejdsrejser i ind- og udland var en sten i skoen. Børnene savnede deres mor voldsomt – den ældste datter truede på et tidspunkt ligefrem med selvmord, hvis hendes mor igen var meget længe væk — og Nielsen led under at være alene.«Til helvede med det skidt vi kan lave, når det skal være på bekostning af vor og børnenes lykke,« skrev han til hende i oktober 1896. Han højagtede sin hustrus kunst, men var ikke i tvivl om at hendes plads var i hjemmet, hos ham og børnene. For hende kom kunsten imidlertid før alt andet, også familien — utvivlsomt en kontroversiel holdning dengang, ikke mindst blandt hendes medsøstre. Hun svarer ham med jysk besindighed: ”Du ved jeg kommer så snart jeg kan, men rejse fra noget, nu det snart er færdigt, synes jeg er uforstandigt.”

Til helvede med det skidt vi kan lave, når det skal være på bekostning af vor og børnenes lykke.

Du ved jeg kommer så snart jeg kan, men rejse fra noget, nu det snart er færdigt, synes jeg er uforstandigt.

Kort efter, i julen 1896, afsluttede Nielsen sin store kærlighedshymne, hvor forskellige aldersgrupper lovsynger kærlighedens magt. Anne Marie tegnede forsiden til den trykte udgave af Hymnus amoris , og han skrev i hendes eksemplar at “al vor stræben skal være kærligheden i livet og i kunsten.« Det er hele to genstridige ordpar: liv og kunst, stræben og kærlighed. Forholdet mellem de to kunstnere der samtidig var mand og kone blev ikke mindst historien om hvor svær den balance viste sig at være. Det er nok lettere at lovsynge kærligheden end at leve den. Snart efter var Carl Nielsen bag sin kones ryg involveret i en række kortere eller længere kærlighedsaffærer.

Men der var andre skærmydsler. I efteråret 1904 var Anne Marie rejst til Athen for i månedsvis at kopiere oldtidsskulpturer på Akropolis, og i hendes fravær følte Nielsen sig forbigået på Det Kongelige Teater. Han havde loyalt virket som assisterende dirigent, og da man pludselig krævede hans tilbagevenden som violinist, blev han dybt fortørnet. Alene med tre børn, en husholderske og en barnepige følte han både længsel, vrede og afmagt, og han trygler Anne Marie om at komme hjem. Han mener hun er kommet ind i ”en runddans af miskendelse, udmærkelser, arbejde” og forlanger hende “ned fra al den kunstsludder!” Han vil “prøve helt forfra i udlandet”, påstår han. Men hun beder ham glemme “det skide teater” og straks rejse til Athen. “Jeg tror du har mistet din forstand”, svarer han fortvivlet, midt under arbejdet på den lystige opera Maskarade.“Du skal komme hjem og lige direkte”, forlanger han, nu ledsaget af en konkret trussel: ”Nu må vi have vor skilsmisse fra hånden. Jeg er fortvivlet over at skulle meddele dig dette. Jeg holder så uendelig meget af dig og det bliver frygteligt at undvære børnene.”

Nu må vi have vor skilsmisse fra hånden. Jeg er fortvivlet over at skulle meddele dig dette. Jeg holder så uendelig meget af dig og det bliver frygteligt at undvære børnene.

Kom straks! Din pige vil ikke skilles

Hans nødråb gør indtryk. Anne Marie telegraferer “Kom straks! Din pige vil ikke skilles”. Men det bliver alligevel hende der kort efter, i april 1905, giver efter og kommer hjem. “Ingen og intet skal rive dig fra mig, for vi hører sammen!”. Kort efter vender hun dog igen tilbage til Athen.

Spændingen mellem kunst og familiære hensyn, mellem børn og pligter, arbejde og kærlighed, og de vældige forskelle i det åbenlyse behov de to mennesker havde for hinanden, kom med vekslende styrke til at præge hele deres samliv.

Sommeren 1914 blev et knudepunkt i Carl Nielsens liv. Efter mordet på den østrig-ungarske tronarving i Sarajevo gik der kun en månedstid før brutale magtinteresser førte en række lande i blodig krig; allerede i august var Verdenskrigen en realitet. I månederne inden havde Nielsen under pres valgt at forlade sin stilling som kapelmester ved Det Kongelige Teater, og 31. maj ledede han sin sidste forestilling. Samtidig kulminerede krisen i ægteskabet, Anne Marie fik efterhånden sine værste anelser om utroskab bekræftet og indså at den i en årrække også havde involveret en meget nær veninde.

Følgen blev i praksis næsten otte års adskillelse, parret levede kun sammen “pro forma” i den rummelige kunstnerbolig med atelier ved Frederiksholms Kanal som netop var stillet til Anne Maries rådighed. Carl Nielsen fik separat adresse på Nørrebro og boede i lange perioder hos velhavende venner på godserne Fuglsang på Lolland og Damgård ved Fredericia.

I denne nedbrydende krigssommer begyndte han arbejdet på sin fjerde symfoni . Tidligt i maj skrev han til sin hustru: “Jeg har en idé til et nyt arbejde (…) som skal udtrykke det, vi forstår ved livstrang eller livsytringer (…) ›Det der er liv‹ eller ›Det der vil liv‹. Jeg må have et ord eller en kort titel, der siger dette.” Han valgte det eksplosivt energiske ord “det uudslukkelige”. Den fjerde symfoni blev en triumf for Nielsen, og den blev et af de få værker han dirigerede i flere udlande. En kyndig og frygtet dagbladskritiker, tidligere ofte negativ over for Nielsen, skrev at ”de to Janus-ansigter, der hidtil har været hans mærkelige kunstneriske fysiognomi: en barnligt-naiv og en næsten fortrukket, overklog Sokrates-maske – for første gang falder de sammen til ét kunstnerisk åsyn: Carl Nielsens eget.” Men tonesproget er så konfliktfyldt som nogensinde. Det stilistiske enhedspræg der tilstræbes i de tre første symfonier er her afløst af voldsomme skred. Både den globale og den personlige krise er her blevet en del af musikkens sprog. Den selvbevidste, djærve stolthed fra den første symfoni er nu, efter godt tyve år, gennemkrydset af spørgsmål, sammenstød og tvivl.

Hvad jeg har foragtet at andre finder sig i,
det bydes mig og har i lang tid været mig budt

Har afleveret min ring

I foråret 1914 havde Anne Marie i den nordtyske by Celle arbejdet med gipsmodeller af en tysk hingst til brug for sin hidtil største bronzefigur, ryttermonumentet for kong Christian IX. I juni, tilbage i København, kalder hun i sin notesbog en kvinde som fik klavertimer hos Carl Nielsen for “lidt klodset naiv koket”. Og tilføjer: “Jeg sover i mit Atelier.” Et par dage før havde hun skrevet: “Hvad jeg har foragtet at andre finder sig i, det bydes mig og har i lang tid været mig budt”. Og 19. juni: “Har afleveret min ring”. Det var sket før, men Carl fik hende overtalt til at gå med den igen. En uge efter skriver hun til ham, der nu midlertidigt er flyttet ind hos en fælles bekendt: “Som en mare sidder selvforagten ved siden af mig. Jeg prøver at tænke på alle de gode tider sammen med dig, men det gør næsten smerten stærkere.”

Opløst og ligesom udkastet i luften og svævende i alting (…) Min person forsvinder og jeg bliver som et tomt rum, hvor der hverken er godt eller ondt.

Hvorfor forløber han sig så ikke med kvinder ved teatret, som han praler af ikke at have gjort, fordi det var uklogt. Altså det ubevidste er bevidst nok til at hitte ud af hvor han risikerer noget.

Carl forsøger desperat at klinke skårene. Når han komponerer, skriver han, er hans personlige vilje borte, “opløst og ligesom udkastet i luften og svævende i alting (…) Min person forsvinder og jeg bliver som et tomt rum, hvor der hverken er godt eller ondt.” Men hun spørger sig selv: ”Hvorfor forløber han sig så ikke med kvinder ved teatret, som han praler af ikke at have gjort, fordi det var uklogt.” Og ræsonnerer: “Altså det ubevidste er bevidst nok til at hitte ud af hvor han risikerer noget.”

At den imødekommende, humorfyldte og charmerende komponist med let fynsk accent i usædvanlig grad tiltrak kvindelig opmærksomhed, også uden selv at være nogen forfører, er der mange eksempler på. Men at han i de følgende mange år konsekvent afviste skilsmisse og utrætteligt tryglede Anne Marie om tilgivelse antyder at hun reelt var den eneste ene. Han kan have ment at hun nok ville forstå hvor ringe betydning “det andet” havde.

I juli, på rejse alene i Norge, får Anne Maries sårede følelser imidlertid frit løb. Hun oplever sig udsat for løgn og bedrag i årevis og indser nu at en af hendes bedste veninder har haft et forhold til hendes mand i en årrække. Marie Møller har i mere end ti år hjulpet til som barnepige og reservemor under hendes lange udlandsrejser. Og har aldrig skjult sin holdning til Anne Maries mange og lange fravær fra hjemmet. Allerede i marts 1905 skrev hun til Anne Marie i Athen at “dit forhold til ham, dine børn og dit hjem, må stå over dit arbejde”. Og at “værner du ikke selv, kommer andre og klemmer det i stykker og smider stumperne væk”.

Nu står det Anne Marie klart at Marie Møller til dels selv har opfyldt denne profeti. “For et par dage siden dæmrede der noget i min bevidsthed, nu ser jeg alt i sammenhæng. Et uføre af forstillelse og løgn har man haft hjerte til at lade mig vade i. Der er ligesom noget i stykker inden i mig, jeg kan ikke vende tilbage” (…) Det smukkeste og blødeste og bedste i vort samliv var løgn.”

Der er ligesom noget i stykker inden i mig, jeg kan ikke vende tilbage” (…) Det smukkeste og blødeste og bedste i vort samliv var løgn.

Det personlige drama udvikler sig med verdenskrigen som bagtæppe. Den danske befolkning slap for egentlige krigshandlinger, men myrderierne ved fronten påvirkede alle. Til en bekendt skrev Nielsen: “Dette er så grænseløst sørgeligt og meningsløst at livet intet synes værd (…) Nationalfølelsen er blevet som en åndelig syfilis der har opædt hjernerne og griner ud gennem de tomme øjenhuler i sindssvagt had.” Og mange følelser synes at løbe i ét, når han i oktober skriver til sin hustru: “Hvad skal vi gøre for at forstå og holde af hinanden alle sammen uden at være onde og gøre hinanden ondt?”

Hvad skal vi gøre for at forstå og holde af hinanden alle sammen uden at være onde og gøre hinanden ondt?

I begyndelsen af august rejste Anne Marie tilbage til Nordtyskland for at beskytte sine gipsafstøbninger og få dem bragt hjem. I januar 1915 tilbragte parret en måned sammen i Norge, og her gik Carl Nielsen til fuld bekendelse. Hans 50-årsdag i juni blev fejret med mange festligheder, også i hjemmet, men forholdet mellem de to kunstnere havde ændret karakter, og afsløringerne splittede vennekredsen for altid – flere af de nærmeste mente at Nielsen havde gjort Marie Møller stor uret ved at love hende tavshed og så alligevel tilstå forholdet; Anne Marie havde hverken grund eller moralsk pligt til tavshed.

Carl Nielsen fortsætter sit kunstneriske arbejde, tilsyneladende med tætte skotter mellem kunst og privatliv. Men Anne Maries kreativitet er længe på vågeblus. Hans svigt og hendes sorg kan hverken tales eller arbejdes væk. Som tiden går opretholder de facaden udadtil, men efterhånden er samlivet i realiteten ophørt, og var de forpligtet til samvær, førte det oftest kun til håbløshed, afmagt eller bitterhed.