Næsten uundgåeligt melder tanken om H. C. Andersen sig, når man ser den helt unge Carl Nielsen for sig, også selv om tres år adskiller dem i tid. Andersen blev hele verdens eventyrdigter og en internationalt beundret forfatter, Nielsen blev sit lands betydeligste komponist og musikpersonlighed. Men de var begge børn af almuen, de kom begge til verden på Midtfyn, i hjertet af Danmark, og de søgte begge til hovedstaden København som teenagere, opfyldt af kunstnerdrømme.

Carl Nielsen blev født den 9. juni 1865 i en børnerig familie af småkårsfolk. Hans far var både landarbejder, maler og spillemand, og også hans mor var musikalsk. I en vidunderlig erindringsbog, Min fynske barndom, skildrer han med megen varme, ømhed og skrivekunst en opvækst fuld af naturindtryk og musik. Da han var seks fik han en trekvart violin af sin mor, og som fjortenårig konkurrerede han sig til en ansættelse ved militærmusikken i Odense. Her spillede han flere messinginstrumenter og blev desuden undervist i violinspil.

Men smalhals var et livsvilkår. Året efter sin 60-års fødselsdag fortalte han en avis at »jeg fik tre kroner og 45 øre hver femte dag samt et rugbrød (…) Således levede jeg i to et halvt år, hvorefter jeg fik lidt mere i løn, men jeg skulle jo også selv holde mig med civile klæder, så jeg kunne spille med ved bondeballerne.« I erindringsbogen husker han dog at »den ekstrafortjeneste jeg af og til havde, når jeg fik lov til at tage med min far til gilder på landet, kunne jeg delvist lægge til side.«

Hos en urmager fik han på afbetaling et gammelt klaver for 50 kroner, og »jeg tilbragte hele min fritid ved klaveret.« Han købte noder, blandt dem Bachs Det veltempererede klaver, og »det var som at skære med en lille pennekniv i en mægtig eg og end ikke nå gennem barken. Men af og til kom der små glimt ved sammenstød af et par toner, som berørte mig helt anderledes end al anden musik, jeg kendte. I indianerhistorier havde jeg læst at de vilde tænder ild ved at gnide to stykker træ så længe mod hinanden, så de til sidst bliver glødende (…) det flammede op i mig.«

Det var som at skære med en lille pennekniv i en mægtig eg og end ikke nå gennem barken. Men af og til kom der små glimt ved sammenstød af et par toner, som berørte mig helt anderledes end al anden musik, jeg kendte.
Om Bachs det veltempererede klaver

Da han var sytten, blev han forfremmet til korporal og kan have opfattet sin fremtid som sikret. Men samtidig begyndte han ivrigt at komponere »uden de ringeste teoretiske kundskaber«, dansemusik, musik for musikkorpsets blæsere, endog en strygekvart – »uden al originalitet, men levende og frisk«. Velhavende og indflydelsesrige bekendte – en købmand og en cykelfabrikant i Odense og ikke mindst en magtfuld dansk politiker fra Fyn – forstod hans usædvanlige evner og ansporede ham til en professionel musikuddannelse.

Efter prøvespil i maj 1883 fik han friplads på musikkonservatoriet, og i begyndelsen af januar året efter, atten år gammel, indtog han hovedstaden. I studietiden støttede hans velgørere ham fortsat økonomisk, men hvor generøst eller hvor regelmæssigt vides ikke. Ved udgangen af 1886 lykkedes det ham imidlertid at afslutte sin treårige uddannelse og aflægge eksamen som violinist.

Som for så mange andre unge blev hans tidlige ungdom en periode opfyldt af forholdet til det andet køn. I slutningen af Min fynske barndom optræder en usædvanlig eftertænksom passage om en tid »hvor min erindring til dels slår klik.« Og han overvejer »om al den uro og det brus, jeg oplevede, var til gavn eller til skade for min faglige og menneskelige udvikling.« Han skriver om »de særeste, helt forvildede forestillinger, også erotiske«, om«fantomer fra højre og venstre, ovenfra og nedenfra«. Og han erkender at »den menneskelige naturs alleroprindeligste rørelser« indebærer en risiko for at »blive bidt af slangen«. Læst på baggrund af hans letfængelige lidenskaber og hans utroskab og ægteskabelige kriser, ligner det en 62-årigs vedvarende undren over et ustyrligt aspekt af livet.

En hed, platonisk forelskelse i en fjortenårig købmandsdatter bosat i Nordjylland gav i årene efter konservatoriet anledning til mange både pjankede og tankefulde breve, men kun til meget lidt fysisk samvær. Og de mange romantiske kærlighedsbreve til den fjerne elskede afholdt ham ikke fra en række mindre platoniske eskapader.

I januar 1888 fik han endog en søn med en jævnaldrende københavnsk tjenestepige, og de modstridende følelser kulminerede i efteråret samme år med en regulær personlig krise der afsluttede forholdet til den jyske trolovede og bragte ham på randen af selvmord. I det hele taget er seksualiteten det store, dæmoniske kontrapunkt til »høj og ren kunst«, til kærligheden og idealerne i hans liv.

I 1910, efter nitten års ægteskab, var hans hustru uvidende om endnu en affære som meget tyder på igen gjorde ham til far. Og den mest gennemgribende krise i hans liv var det fundamentale tab af tillid og inderlighed i parforholdet som få år efter blev resultatet af den uophørlige utroskab. Den førte ikke blot til mangeårig adskillelse, men efterlod et sjælesår i Anne Marie Carl-Nielsen som kun nogenlunde læges igen en halv snes år før hans død, da de igen finder sammen.

I en avisartikel fra 1906, »Mozart og vor tid«, senere trykt i essaysamlingen  Levende musik, der udkom i forbindelse med hans 60-årsdag, skriver han om Mozart at »det skal tilgives ham at han ikke var nogen engel, men kun et menneske med menneskelig lyst, håb, attrå, lidenskab, dyder og fejl, og hvad alt det hedder, som bringer menneskene langt ned og højt op.« Hans eget lønlige håb om tilgivelse på lignende vilkår anes mellem linjerne. Året før havde den indtil da værste ægteskabelige krise udspillet sig, og efter alt at dømme er det netop på det tidspunkt, han indleder den stribe af sidespring og affærer som fortsatte i en årrække.

Det skal tilgives ham at han ikke var nogen engel, men kun et menneske med menneskelig lyst, håb, attrå, lidenskab, dyder og fejl, og hvad alt det hedder, som bringer menneskene langt ned og højt op.
Om mozart

På konservatoriet var den internationalt højt ansete Niels W. Gade både førerskikkelse og direktør, man talte ligefrem om »Gades konservatorium«. Nielsen udviklede et køligt iagttagende forhold til den danske musiks nestor, men i et brev til sin jyske kæreste beskriver han Gade som »en stor og original ånd og uhyre interessant«, og da nyheden om Gades død i 1890 nåede ham, noterede han i sin dagbog: »Tomt og sort! Forfærdeligt!«

Hans komponistdebut, to satser for strygeorkester, fandt sted i september 1887 i Tivolis koncertsal, og hans første modne værk, i dag kendt som Lille suite for strygere, blev året efter uropført samme sted. Det er et enestående medrivende og elegant formet opus 1, og det gjorde megen lykke; den anden sats – et mellemspil i valsetakt – måtte gentages. Også kritikerne var positive over for den unge komponist »som ingen kender«. Men den store Niels W. Gade var forbeholden. »Lille Nielsen«, skal han have bemærket, »De roder for meget!«

I forsommeren 1889 blev nogle stillinger ledige i Det Kongelige Kapels strygerkorps, og efter konkurrence fik han – som det var sædvane for nyansatte – plads som andenviolinist. Men med voksende ry som komponist, ikke mindst efter førsteopførelsen af hans Suite, indså han at han måtte ud af det snævre københavnske kulturmiljø for at få nye impulser.

Du store Gud sikken en kæmpe i vor tid … et vældigt geni (…) Den musiker der ikke finder Wagner stor er selv meget lille.
Om Wagner

Det såkaldt »Anckerske legat« gav dengang unge, ubemidlede kunstnere mulighed for at opleve den europæiske kunstscene, og i februar 1890 lykkedes det ham at få legatet på 1800 kr, hvad der svarede til en årsgage med længere anciennitet i Kapellet end hans – som nyansat fik han kun omkring 1200 kr. Han søgte orlov, og udrustet med en anbefaling fra den ansete Gade begav han sig i september 1890 ud på en udlandsrejse der kom til at vare næsten et år.

Det var både en drømme- og en dannelsesrejse. Der var stadig ti år til den første grammofon nåede Danmark, og mange musikalske storværker var næsten ukendte, selv blandt musikere. I byer som Dresden, Leipzig og Berlin traf han flere af kulturlivets berømtheder, han hørte masser af musik, skrev begejstret i sin dagbog om tyske kolleger som verdensnavnet Brahms og den kun et år ældre Richard Strauss, og oplevelsen af hele Richard Wagners Nibelungens ring i Dresden overvældede ham: »Du store Gud sikken en kæmpe i vor tid … et vældigt geni (…) Den musiker der ikke finder Wagner stor er selv meget lille.«

I foråret 1891, nu i Paris, traf han den unge danske billedhugger Anne Marie Brodersen og forelskede sig. De fortsatte sammen til Italien og blev gift i maj. En strygekvartet i f-mol blev til på rejsen, og i løbet af 1892 blev den det første af Carl Nielsens værker der opnåede international bevågenhed.

Man skulle tro, det partitur var faldet ned fra himlen
Om Beethovens Skæbnesymfoni (den 5.)

Efter sin orlov genoptog han arbejdet i Kapellet, men samtidig var en symfoni begyndt at rumstere i hans fantasi. Han havde studeret Beethovens Skæbnesymfoni i årevis – »jeg kan nedskrive den efter hukommelsen,« påstod han, og især fængsledes han af førstesatsens stramme udviklingsform baseret på et ganske kort motiv. »Man skulle tro, det partitur var faldet ned fra himlen,« noterede han i sin dagbog fra Berlin.

Hans egen første symfoni indledes med et lignende markant motiv, og den eksperimenterer med både tonalitet og rytme. Hovedtonearten er g-mol, men finalen slutter i C-dur – undervejs er der ligefrem tale om en slags dyst mellem de to tonearter – og værket åbner helt utraditionelt med en kraftig C-dur akkord. Den tonale flertydighed skaber et klangrum med mindelser om de gamle kirketonerarter og muliggør lynsnare skift mellem dur og mol, noget der blev meget karakteristisk for Nielsen. Også værkets brug af synkoper og uregelmæssige betoninger blev et væsenstræk, og en mageløs sans for melodi fulgte ham livet igennem.

Symfonien fik en begejstret modtagelse ved præsentationen i marts 1894, og anmelderne var enige om at nære store forventninger til hans fremtid; Politiken mente endog at »ingen af vore unge har endnu skrevet et så betydeligt stykke musik som dette.«

Den rosende modtagelse af hans tidlige værker styrkede naturligvis Carl Nielsens selvtillid og motiverede ham i efteråret 1894 til endnu en udlandsrejse, nu med direkte henblik på at promovere sin musik. Men resultaterne udeblev. Og da han året efter lancerede en kraftfuld, hist og her næsten sammenbidt Symfonisk suite for soloklaver ledsaget af et provokerende Goethe-citat: »Ak, de sarte hjerter. Selv en fusker kan at røre dem«, var kritikken ham ikke længere nådig.

I januar 1895 gik det ikke hans første violinsonate i A-dur bedre, flere fandt musikken forvredet og anstrengt, en kritiker skrev at dialogen mellem violin og klaver nærmest lignede »to stridende parter der var kommet i totterne på hinanden«. Men for Nielsen var dette blot udtryk for »grænseløs tykhudethed« og i et brev til en kollega understregede han: »Jeg tror selv fuldt og fast på mit arbejde.«

Jeg tror selv fuldt og fast på mit arbejde.

Et foreløbigt kunstnerisk højdepunkt nåede han med Hymnus amoris for vokalsolister, kor og orkester, en hymne til kærligheden førsteopført i april 1897. Nielsen fik den danske sangtekst oversat til latin, fordi »dette sprog er monumentalt og hæver én ud over alt for lyriske eller personlige fornemmelser«, men hvor han få år tidligere var blevet tiljublet som landets unge stortalent, ramte »janteloven« ham nu. En højt anset anmelder skrev: »Herregud – hvorfor skal nu den lille, bunddansk fødte Carl Nielsen, der for kun få år siden endnu stod på Odense torv og blæste kornet eller slog triangel, hvorfor skal han nu absolut have sine følelser sat på latin?«

Herregud – hvorfor skal nu den lille, bunddansk fødte Carl Nielsen, der for kun få år siden endnu stod på Odense torv og blæste kornet eller slog triangel, hvorfor skal han nu absolut have sine følelser sat på latin?

Nielsens næste symfoni, hans anden, blev til i årene 1901-02 og var forbundet med en konkret personlig oplevelse. Han fortæller om en landsbykro hvor et naivt koloreret billede på væggen fangede hans opmærksomhed. Det var inddelt i fire felter der skildrede hver af de fire temperamenter. »Jeg havde leet højt og hånligt af disse billeder, men kom i tankerne bestandig tilbage til dem (…) de tarvelige billeder indeholdt en slags kerne eller idé.«

Jeg havde leet højt og hånligt af disse billeder, men kom i tankerne bestandig tilbage til dem (…) de tarvelige billeder indeholdt en slags kerne eller idé.

Tanken om fire karakterer i fire satser lyder mere som en baroksuite end en symfoni, i sit væsen kræver det »symfoniske« kontrast, udvikling og dynamiske modsætninger også i de enkelte satser. Og et temperament er naturligvis en tilbøjelighed, ikke et vedvarende psykisk klima. Men det var Nielsen helt på det rene med. At den opfarende koleriker i første sats har sine rolige stunder mærkes i sidetemaet, mod slutningen af tredje sats kommer melankolikeren tæt på det bombastisk-patetiske, og den selvtilfredse optimist i sidste sats bliver troværdig af et genkommende, rent ud melankolsk strygertema. I realiteten er der spor af alle fire temperamenter i alle satser, måske bortset fra den flegmatiske andensats.

Den 1. december 1902 blev symfonien holdt over dåben. Men inden da havde Carl Nielsen fuldendt sit hidtil største værk, en helaftensopera der var gået over den kongelige teaterscene for første gang kun tre dage tidligere.