Hvem er den mest undervurderede komponist i det 20. århundrede? En storartet amerikansk musikkritiker, Alex Ross, stillede spørgsmålet på sin populære blog og svarede selv: Carl Nielsen! — ”Ganske vist stønner orkestermusikere en smule, når Nielsen dukker op på deres pulte, hans rasende hurtige figurer der skifter mellem instrumentgrupperne kan få virtuoser til at lyde som fumlere. Og tilhørere går opstemte, men ofte fortumlede fra en Nielsen-symfoni, ikke helt klar over hvad der ramte dem. Men hans musik har en kolossal rytmisk kraft, og hans fjerde symfoni, Det uudslukkelige, er dynamisk som kun Beethoven er dynamisk.”

En undervurderet Carl Nielsen er svær for en dansker at genkende, i Danmark er han landets største komponist, uden modkandidater. Men enhver kultur har brug for at blive set udefra og i en lang række indspilninger har internationale topnavne afdækket helt andre sider af musikken, end vi var opmærksomme på i hans hjemland. At han stadig er mindre kendt på verdensplan end Sibelius eller Grieg, må vi affinde os med.

Men hans komponistprofil er unik, han passer simpelthen ikke i de gængse arkivskuffer. At en komponist skriver dristigt nytænkende symfonier og samtidig folkelige sange så alment at de bliver en del af den nationale jeg-følelse er muligvis uden sidestykke i musikhistorien.

At en komponist skriver dristigt nytænkende symfonier og samtidig folkelige sange så alment at de bliver en del af den nationale jeg-følelse er muligvis uden sidestykke i musikhistorien.

Hos Nielsen er kontraster imidlertid altdominerende, fra strengt udformet klassisk satsteknik til letfodet charme, fra symfoniske vulkanudbrud til små klassiske former og labyrintiske cirkler, fra krasse dissonanser til iørefaldende fællessange. I hans sene værker kolliderer tradition og fornyelse igen og igen, og hans navigation kan virke tvivlrådig. Men han tænkte sig ikke til sin musik. Han orienterede sig udelukkende ved hjælp af sit skabende instinkt. Og ingen anden intet andet sted kunne have komponeret denne musik. Han skrev sig helt personligt ind i sin tid, ikke for at afspejle eller ændre den, blot for at gøre den rigere.

Mytologisering er et nationalt vilkår i tilfældet Carl Nielsen, han var “offentlig” i en grad som en nutidig koncertsalskomponist næppe kan forestille sig, og han blev et nationalsymbol hvis portræt længe prydede den mest benyttede danske pengeseddel. En ærbødig dansk eftertid kanoniserede hans musik og ikke mindst hans tanker om ”naturlig” og ”usund” musik i essaysamlingen Levende musik. Tankegangen prægede dansk musik og musikliv i generationer og lod hånt om de utrættelige nybrud i den sjette symfoni og hans sidste værker. Og undervejs hviskede man om mørkere, alt for menneskelige sider af hans personlighed. Først i de senere årtier — senest gennem den vældige “brevudgave” der med forfatteren John Fellow som redaktør har gjort hans brevveksling med familie og samtid tilgængelig uden klausuler — har Carl Nielsen vist sig for eftertiden i fuld, autentisk figur.

Billedet af ham er blevet mere nuanceret, som et ansigt ændrer udseende, når man lærer dets ejer nærmere at kende, men også endnu mere modsætningsfyldt. Et menneske i livsnær svingen mellem selvtillid og tvivl, mellem følelse og intellekt, driftsliv og kærlighed, impulsivitet og beregning, folkelighed og finkultur. Og dertil noget der kan ligne en eksemplarisk ærkedansker spændt ud mellem nationalt farvet selvfølelse og selvundervurdering som repræsentant for et meget lille lands ofte truede kultur — den tvivlrådighed allerede Shakespeare anede i danskeren Hamlet.

Min stemme bliver tyk når jeg skal tale om mig selv, når jeg prøver at skrive om mig selv bliver blækket tykt og klumpet, pennen sprutter, det hele kommer til at se farligt ud.

»Min stemme bliver tyk når jeg skal tale om mig selv, når jeg prøver at skrive om mig selv bliver blækket tykt og klumpet, pennen sprutter, det hele kommer til at se farligt ud«, påstod den 61-årige i 1926. Men da havde han faktisk offentligt talt om sig selv og sine holdninger i et kvart århundrede. Og allerede året efter udsendte han hvad der blev en klassiker i dansk erindringslitteratur, bogen Min fynske barndom.

Alle offentlige personer redigerer sider af deres personlighed, hvad der er ”jeg“, og hvad der er ”rolle“ kan sløres for enhver, men naturligvis især for folk der til stadighed konfronteres med et offentligt billede af sig selv. Når Nielsen selv præsenterer sig, eller når samtiden bringer ham på bane, sker det sjældent uden henvisning til den fattige fynske landarbejdersøn. Beskeden og ligetil, fuld af fynsk skælmeri, en charmetrold som ingen kan være vred på længe ad gangen. ”Var man gal i hovedet på ham for noget, han havde sagt eller gjort — ikke før stod man over for ham, før alt var glemt. Man måtte ind under hans væsens trylleri,” fortalte en samtidig musikerkollega.

Var man gal i hovedet på ham for noget, han havde sagt eller gjort — ikke før stod man over for ham, før alt var glemt. Man måtte ind under hans væsens trylleri.

Ingen i dansk musikliv er fejret så ofte og så storslået som Nielsen. Men som avisernes yndling, når tidens kulturelle strømninger stod til tælling, kunne han være håndfast, impulsiv og provokerende, ofte med stort pressepostyr til følge. I november 1925, efter månedlange fejringer i forbindelse med hans 60-års fødselsdag, udtalte han sig pludselig bittert om kunstneres lod og påstod at han ofte havde ønsket at “gå i handelslære eller gøre et nyttigt arbejde”. Og i sine sidste, hjertesvækkede leveår klagede han vedvarende over tidens ”isnende ligegyldighed over for den gode musik”. Det var en træt mands klage, men grundløs var den ikke. Den økonomiske verdenskrise truede orkestre, institutioner og foreninger, sensationspressen overdøvede folkeoplysningen og publikum begyndte i stigende grad at vælge radio og grammofon frem for koncertsalen.

Ægteskabet mellem to ambitiøse kunstnere, samlivet med billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, er både en kærlighedshistorie og et stykke socialhistorie. Hun var et tidligt eksempel på en selvrådig, ærgerrig kvindelig kunstner, men hun var gift med en mand hvis grundholdning til kønsrollerne var som mænds var flest, og for hvem kærlighed og seksualitet ikke altid var to alen af ét stykke. Hun led frygteligt under hans utroskab og den svære balance mellem kreativt arbejde og kærlighed, men holdt trodsigt fast i sig selv og sin kunst. I 1914 afbrød hun parforholdet i en årrække, og han gennemgik pinefulde selvopgør i bestræbelsen på at vinde hende tilbage.

Men musikken var større end han selv, og indsigter herfra synes at have virket ind på hans liv og selvforståelse — som skyggen der i H. C. Andersens eventyr løsrives fra, ja overmander sit ophav. Hvormed Nielsens motto ”musik er liv” måske fik en helt enkel og håndgribelig betydning: den komponerende proces gav svar på udfordringer som livet ikke havde svar på.

De gamle regler kan benyttes eller forkastes. Ingen skolemester tager nu mere i ørerne, hug og slag er afskaffet, hån og skældsord høres ikke. Men tro ikke at den hellige grav derfor er velforvaret. Nu må du selv lytte, søge, tænke, tie, veje og vrage, indtil du af din egen drift finder det som vore strenge fædre i kunsten mente at kunne banke ind i hovedet på os.

Carl Nielsens personlighed kan synes uigennemskuelig, men som kunstner er han en komponist af de helt store. Og dertil en betydelig ordkunstner og kulturkritiker. På sin blog citerede Alex Ross en passage fra Nielsens essay ”Tidens fylde” og fik så mange reaktioner at han publicerede hele teksten. Blandt andet dette tankevækkende råd til alle kunstudøvere: “De gamle regler kan benyttes eller forkastes. Ingen skolemester tager nu mere i ørerne, hug og slag er afskaffet, hån og skældsord høres ikke. Men tro ikke at den hellige grav derfor er velforvaret. Nu må du selv lytte, søge, tænke, tie, veje og vrage, indtil du af din egen drift finder det som vore strenge fædre i kunsten mente at kunne banke ind i hovedet på os.”